Isbjerget
Prisvindende dansk boligbyggeri
Ikoniske boliger
Isbjerget stod færdigt i 2013 og var et af de første store byggeprojekter i området efter flytningen af Aarhus Havn. Projektet blev igangsat af PensionDanmark og designet af et konsortium bestående af fire arkitektfirmaer: de danske tegnestuer CEBRA og JDS Architects, det hollandske SeARCH samt den franske arkitekt Louis Paillard.
Designet er inspireret af isbjerge – med spidse, kantede toppe og dale, der skal give en fornemmelse af flydende is i bevægelse. Byggeriet består af fire bygninger med i alt 208 moderne lejligheder, der varierer i størrelse fra 55 til 227 m². Boligerne har forskellige planløsninger, herunder to-etagers lejligheder, dobbelthøje rum og forskudte niveauer – alt sammen for at sikre optimal havudsigt for alle beboere.
Facaderne er beklædt med hvid terrazzo, og altanerne har blåt tonet glas, hvilket forstærker isbjerg-looket.
Livet på Isbjerget
Ud over den arkitektoniske betydning tilbyder Isbjerget et levende og attraktivt bomiljø og et stærkt fælles – og naboskab.
Beboerne har direkte adgang til vandet og panoramisk udsigt over havnen.
Isbjerget ligger på Ø2 på Aarhus Ø, som er en moderne og dynamisk bydel i Aarhus, beliggende på tidligere havnearealer i den nordlige del af byen.
Området er under konstant udvikling og byder på en unik kombination af bolig, erhverv, kultur og rekreative faciliteter.
IKONISK ARKITEKTUR
Isbjerget har fået international anerkendelse for sin innovative arkitektur. I 2013 vandt det prisen for Best Residential Development ved MIPIM-konferencen i Cannes samt Juryens Pris i kategorien “Residential Mid Rise” ved Architizer A+ Awards.
I 2014 tog Isbjerget hjemmebaneprisen i form af Aarhus Kommunes arkitekturpris. Arkitekturnetværket Arch Daily har desuden kåret Isbjerget som bedste boligbyggeri ved prisuddelingen ”Building of the Year 2015”.
Det er i dag et ikonisk vartegn for Aarhus, og det symboliserer byens fokus på moderne og bæredygtig byudvikling.